Beboere siger


En beboer ser tilbage

Marie, 25 år: "Hvad har Måløvgård været for mig?"

Ligesom alle mennesker er forskellige, er det også forskelligt, hvad hver enkelt beboer får ud af at bo på Måløvgård. Så jeg stiller mig selv spørgsmålet:

Jeg har altid set mit liv som et stort puslespil, der skal samles. De første mange år af mit liv, blev næsten hele motivet dannet, og jeg begyndte at finde ud af, hvordan mange af brikkerne, af forskellig form og størrelse, skulle ligge. Efterhånden som tiden gik, syntes jeg at vide bedre og bedre, hvordan jeg skulle gribe det an, og mit mod på livet sneg sig glædeligt ind på mig. Motivet blev tydeligere hele tiden, og håbet spirede til trods for min teenage-forvirring, og småproblemerne i min hverdag.

Da jeg blev 18 år, brød min sygdom ud, og mit puslespil gik helt fra hinanden. Alt hvad jeg havde samlet, var ødelagt og værst af alt var, at da jeg febrilsk prøvede at lægge brikkerne som før, gik det op for mig, at mit motiv var væk. Visket helt bort af mørket. Mit puslespil var nu helt sort, og jeg havde ingen linjer, farver eller former at gå efter. Jeg var sønderknust, for alt mit hårde arbejde og hele mit livsmotiv var væk på et splitsekund, og jeg skulle starte helt forfra! Det var en tid fyldt med fortvivlelse, og sorgen over mit ødelagte livsværk, gnavede indeni hver dag.

Måløvgård har for mig været et sted, hvor jeg har fundet mit nye motiv. I starten ville jeg ikke erkende, at jeg havde mistet det gamle, for det eneste jeg ville have var, at alt skulle være som før. Jeg tænkte, at Måløvgård ville blive et sted hvor jeg kunne gemme mig fra verden, fordi jeg var rigtig bitter over den drejning, mit liv havde taget! Men efterhånden som jeg lærte at acceptere min sygdom, fik jeg så småt mod på at danne et nyt motiv. På et tidspunkt i min egen stille kamp, gik det op for mig, at Måløvgård ikke var et gemmested, men et sted hvor jeg rent faktisk kunne lære at kæmpe mod de knubs, som livet gav mig. Jeg lærte, at personalet var levende værktøjer, som var villige til at hjælpe mig, når jeg havde brug for det, og jeg begyndte så småt at finde ud af, at 'kampen for motivet' ikke kun var min egen.

Jeg prøvede ihærdigt at åbne mig op, og begyndte at samle på alle de opmuntrende og positive ord, fra menneskerne omkring mig, der syntes at hjælpe. Der var stadigvæk mange dage, hvor alt virkede meningsløst, og jeg ikke orkede at kæmpe, men selv de dage var vigtige i det store billede. Det fandt jeg ud af efter et par år, da jeg med hjælp og støtte, havde fået de første konturer på plads i mit motiv. Man må ofre sig i kampen om at komme sig, men fremtiden er alle tårerne værd. Det trøster jeg mig stadig med den dag idag.

Måløvgård har været det sted, hvor mit nye motiv er blevet dannet. Der er stadig nogle tomme pletter i billedet hist og her, men det var der jo egentlig også i det gamle (!)

Nu hvor jeg er flyttet, har jeg fået lagt de første brikker i mit nye puslespil. Jeg kan stadig indimellem være ærgerlig over, at mit liv ikke er som førhen, men samtidig har jeg brugt mine år på Måløvgård til at finde frem til et motiv, som på mange punkter er meget bedre end det gamle, og bedst af alt - jeg har fundet modet til at kæmpe til sidste brik.